Når drømme bliver brast og livet tager en drejning du ikke havde regnet med.
Jeg havde planlagt hele mit liv.
Når jeg var 25 år skulle jeg som minimum have fået første barn, jeg skulle leve i et kærlighedsfuldt forhold, bo i hus, have hund, være i fuld gang med min karriere osv. osv.
Virkeligheden blev;
At da jeg var 25 var jeg single, boede i en lille lejlighed i Holbæk, festede fredag og lørdag, var ensom og misundelig på dem omkring mig der stille og roligt stiftede familie.
Øv med øv på. Endnu en drøm der ikke blev indfriet. (jaaa dem har jeg mange af – det er jeg heldigvis kommet efter de seneste par år).
I sensommeren 2013 møder jeg ham, jeg troede jeg skulle leve livet med. Jeg er stadig 25 år. Og føler at hvis det skal være. Så er det nu.
Så blev det endelig tid til at stifte familie
Der går 1,5 år og vi beslutter os for at vi gerne vil stifte familie. Jeg smider pillerne og tænker at ”Så sker det nok med det samme”.
Det gjorde det for min veninde, der havde smidt pillerne et par måneder før og nu gik rundt og var gravid. (min oplevelse med jalousi og misundelse omkring andres graviditeter kommer i et separat blogindlæg).
Månederne går. Min menstruation er nærmest ikke eksisterende, og når den kommer er den ufattelig uregelmæssig.
”Hvad er det der sker?”
”Hvorfor opføre min krop sig som den gør?”
”Er der noget galt?”
”Hvorfor bliver jeg ikke gravid?”.
Var tanker der gik igennem mig.
Jeg var SÅ fortvivlet.
Min krop opførte sig mærkeligt.
Jeg havde meget uren hud
Jeg havde skøre humørsvingninger
Som skrevet, var min menstruation nærmest ikke til stede.
Mit hår var tyndt, fint og faldt stille og roligt af
Jeg havde ofte ondt i maven, og den var mega oppustet
Jeg var CRAZY træt det meste af tiden.
Det var så frustrerende og ubehageligt, at mærke kroppen ikke havde det godt, men ikke at vide hvorfor.
Henover sommeren i 2015, nævner en veninde PCO for mig. Måske det kunne være det?
Jeg gik til lægen, men får af vide: “Du har ikke PCO, du er normalt vægtig. Giv du det noget mere tid”
Jeg gik derfra noget slukøret. Og så fortvivlet. Fordi jeg kunne mærke, at min krop ikke havde det godt. Noget var ikke som det skulle være. Og ja, jeg blev jo ikke gravid.
Og det skal selvfølgelig lige indskydes. Jeg ved og vidste godt at det kan tage op til et år for alle at opnå graviditet. Jeg var bare SÅ utålmodig – fordi jeg havde drømt om det SÅ LÆNGE allerede her. Og så kunne jeg jo mærke, at noget ikke var som det skulle være. Jeg vidste bare ikke hvad.
Så jeg pressede på!
I oktober 2015 tog jeg til lægen igen, løj og sagde at vi havde prøvet i et år (en løgn jeg er så taknemmelig for i dag).
Hun sendte os videre til gynækolog som lynhurtigt konstaterede
“Du har PCOS”
”Du vil formentlig ikke kunne blive gravid naturligt. Men jeg tror du har gode chancer ved inseminering fordi du er så ung (ung? 27 år???? Tænkte jeg). Og normal vægtig.
Virker det ikke skal du i reagensglasbehandling – det skulle være ret smertefuldt, så det satser vi ikke på (okay nu var jeg bange),”
Andet hørte jeg ikke. Jeg husker ærligt talt ikke meget mere af den samtale.
Jeg er et meget romantisk menneske, og min drøm var at barnet skulle undfanges i en kærlighedsrus.
Den drøm var brast.
Jeg var knust. Jeg havde fysisk en følelse af, at mit hjerte gik i utallige stykker.
Hvad skulle det her betyde? For os som par. Som mig som menneske, som kvinde.
Når jeg sidder her og tænker tilbage på det, imens jeg skriver det her blogindlæg.
Jeg husker det nærmest som i går, Alle følelserne.
Jeg får tåre i øjnene. Og mærker lidt det hele igen.
Jeg blev overvældet af et hav af negative og skamfulde tanker.
Jeg blev usikker på, om jeg var et dårligt menneske. Om jeg havde gjort noget forkert, nu det her skulle ramme mig.
Jeg følte mig forkert – jeg var i stykker.
Det var min skyld at vores ønske ikke kunne blive opfyldt. Jeg følte mig skamfuld. Og den værste af dem alle var nok at jeg tvivlede på min identitet.
Hvis jeg ikke kan blive mor, hvad er så min rolle som kvinde? Hvad skal jeg så gøre? HVEM er jeg så?
Vi gik ud fra klinikken. Og i det vi træder ned på gaden knækker jeg sammen i gråd. Hulkende gråd.
Hvad skal der så ske nu? tænkte jeg.
Jeg sagde farvel til min (daværende) kæreste og går ned til min bil. Satte mig ind og brød fuldstændig sammen. Jeg ringede til min veninde (hende der på dette tidspunkt er højgravid) og fortalte hende om alt hvad der er sket. Og derefter min store søster og mor. Prøvede at finde trøst. Men uden held.
Jeg følte mig som en skygge af mig selv. Det var som om at hele min verden var brast et øjeblik.
Og samtidig følte jeg mig SÅ alene. Jeg kendte INGEN der havde samme udfordringer som jeg, eller havde været igennem noget lignende.
Kender du det når man føler man står nede i et sort hul og kigger op. Og bare er der. Alene.
Sådan følte jeg!
Og på dette tidspunkt, gav jeg mig selv alt muligt lov til at være ked af det, i meget lang tid! For jeg kendte ikke til andet.
En del af mig fik dog også ro. Fordi, her var forklaringen på min krops opførsel. – Men. Så kom frustrationen. Hvordan gør jeg så den får det bedre???
Senere samme dag skulle jeg ud og se stand-up med 3 veninder… De krammede mig, holdt mig i hånden og trøstede mig imens de selv skreg af grin.
Mærkelig, men samtidig en speciel og god oplevelse at mærke den kærlighed og omsorg fra ens nærmeste!
Historien fortsætter i et senere blogindlæg, der kommer til at omhandle vejen til fertilitets behandling, og alt hvad jeg husker fra den proces!
Skrevet af
Mie Kerstine Nielsen
Din PCOS Mentor, Certificeret Life coach fra Sofia Manning, Certificeret kostvejleder og Personlig træner.
Læs mere om mig her